NERF Battle mellem bogreolerne
Tre fredage i foråret omdannes biblioteket til NERF Battle-arena efter lukketid, og alle de 8 til 14-årige inviteres til at dyste.
Der er fart over feltet og plads til at både børn og voksne kan slippe deres indre legebarn løs, når Holstebro Bibliotek tilbyder dette lidt utraditionelle arrangement.
”Vi holder biblioteket åbent efter lukketid for legeglade børn, der synes NERF guns er det sjoveste i verden. Vi finder på en masse hold mod hold-udfordringer, mens bogreolerne danner rammerne for banen. Måske nogle forældre har lyst til at udfordre børnene i en dyst?” fortæller bibliotekar John Holm Jacobsen om arrangementet.
Temaet for aftenen er leg og bevægelse, og biblioteksrummet kridter banen op. Holstebro Bibliotek stiller næsten alt grej til rådighed. Husk blot egne sikkerhedsbriller.
Arrangementet løber af stablen 11. februar, 11. marts og 8. april – alle dage kl. 18-20.
Læs mere om arrangementet og køb billet på www.holstebrobibliotek.dk
Kommentarer