Kultur

Med poesien som fortolker af verden

Valerio Magrelli. Foto: Fiorenza G. De Candei

“Den poetiske løsning” er titlen på en dansk-italiensk multiforestilling, og samtidigt en hyldest til den italienske digter Valerio Magrelli, med digtoplæsning, levende jazzmusik, optræden og meget mere. Valerio Magrelli er en af Italiens mest anerkendte, nulevende forfattere. Multiforestillingen er blevet til gennem et samarbejde mellem Poesi på en torsdag i Holstebro og Associazione Culturale Appercezioni fra Rom, Italien.

Den poetiske løsning opføres på Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret tirsdag den 17. maj kl. 19.00 og på Det Italienske Kulturinstitut i København torsdag den 19. maj kl. 19.00. Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Holstebro Kommune, Det Italienske Kulturinstitut og den italienske stat.

Med udvalgte digte af Magrelli som en gennemgående, rød tråd smelter en række kunstneriske udtryk sammen i Den poetiske løsning – musik, sceneoptræden, videokunst, teater, installationer og fotografi – og skaber en kompleks og nyskabende syntese. En oplevelse, som inspirerer, beriger og indgiver håb.

De medvirkende i projektet er: Digteren Valerio Magrelli (i Holstebro med digital medvirken), skuespilleren Maria Letizia Gorga, musikerne Ermanno Baron – trommer, Marcello Allulli – saxofon og Francesco Diodati – guitar, scenograf Francesco Bankeri, fotograf Paola Favoino, videokunstner Claudio Ammendola – alle fra Italien. Desuden optræder den tysk-portugisiske skuespiller Ana Maria Bernauer, Rina Skeel og Ulrik Skeel samt Ikarus Stage Arts fra Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret. Presseansvarlig er Fiorenza Gherardi de Candei og til stede er også litteraturkritiker Giorgio Patrizi, begge fra Italien.

Den poetiske løsning er instrueret af Federica Altieri fra Associazione Culturale Appercezioni, Italien.

Den avancerede, digitale teknologi, der anvendes i arrangementet, er skabt i samarbejde med en af de førende virksomheder inden for digital teknologi, Carraro Lab – Italien.

I forbindelse med projektet er et dobbeltsproget udvalg af Valerio Magrellis digte, oversat af Ole Meyer, blevet udgivet på forlaget Antipyrine. Udgivelsen er blevet til i samarbejde med Det Italienske Kulturinstitut.

Kommentarer