”Man ligger som man har drømt”
Poesi på en torsdag præsenterer: Digteren Laus Strandby Nielsen Torsdag den 7. oktober kl. 20.00, Knudsens, Nørregade 40, Holstebro
Laus Strandby Nielsen er en digter, som lever i en stadig frugtbar undren over tilværelsen. Han har evnen til at undres over det magiske forhold mellem ord og virkelighed. Ordene kan have mange forskellige betydninger, og virkeligheden er hele tiden i bevægelse, forandrer sig hele tiden.
Det giver hans digte en koncentrerende spænding og et ofte drømmeagtigt præg. Han får sproget til at springe i alle mulige og overraskende retninger: ”Kan krimierne reparere tiden når den går i stykker og bliver til skarpe splinter du kan pille ud af det lig du bliver engang?”
I sin anmeldelse af Strandby Nielsens sidst udgivne digtsamling, ”Halvvejs gennem uendeligheden”, Asger Schnacks Forlag, 2021, skrev Erik Skyum-Nielsen i Information: ”Når den nyere danske lyriks historie næste gang skrives, bør der reserveres et selvstændigt lokale, og hvorfor ikke en balsal, til en stemningsfuld dans med Laus Strandby Nielsen.”
Laus Strandby Nielsen er født 1944 i Aalborg og blev mag.art. i litteraturvidenskab i 1972. Han debuterede i 1970 med digtsamlingen ”Åhhh! … Kom hurtigt!”. ”Halvvejs gennem uendeligheden” er hans 11. digtsamling.
I 2013 tildeltes han Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, og i 2015 modtog han Det Danske Akademis Beatrice Pris.
Øvrige indslag
Odin Teatrets Husorkester spiller mellem digtoplæsningerne med Rina Skeel som sanger, Jan Ferslev på guitar og Pelle Henningsen på bas. Desuden gæsteoptræder Martin Qvist Hansen fra Ensemble MidtVest på klaveret med et par stykker musik af Mozart. Den kendte holstebroer, der læser op af sine yndlingsdigte, er Operaen i Midtens nye operachef, Freja Friberg Lyme. Lektor emerita, Gerd Schmidt Nielsen, fremfører sit lyriske essay om aftenens digter. Desuden kåres vinderen af ”Månedens digt”, og der bliver oplæsning af Omar Khajjâm digte.
Arrangører
Poesi på en torsdag er arrangeret af Holstebro Gymnasium og HF, Holstebro Bibliotek, Musikteatret Holstebro, Lemvig Boghandel, Uddannelsescenter Holstebro, Holstebro Kunstmuseum og Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret. Arrangementet er støttet af Holstebro Kommune og Statens Kunstfond.
Kommentarer