Foredrag på Holstebro Bibliotek: Mød kvinden bag ’Kvinde kend din historie’
Historiker Gry Jexen er især kendt for instagramprofilen og podcasten ’Kvinde kend din historie’. Hun er også forfatter til en bog af samme navn, og torsdag den 31. marts kl. 19 kan hun opleves på Holstebro Bibliotek.
Hendes mission er at give kvinder den plads i historien, som de fortjener, og hun er allerede godt i gang. Hendes bog udkom i maj 2021 og allerede inden udgivelsesdagen lå den i toppen af bestsellerlisterne.
Gry Jexen kalder selv sin mission ”At skabe ligestilling i historien”, og populariteten omkring såvel bog som podcast og instagramprofil viser et stærkt behov for netop denne slags fortælling om kvinder.
”Gry Jexen har med sin podcast og bogudgivelse skabt en stor interesse især blandt kvinder i alle aldre for at høre mere om de modige, seje, og bemærkelsesværdige kvinder, som på hver sin måde har gjort en forskel i Danmarkshistorien” fortæller arrangementskoordinator Mette Holmegaard. ”På aftenen vil der være salg af hendes populære bog, og hun skriver gerne en hilsen i alle bøger.”
Foredraget giver en forståelse af, hvorfor kvinder bør fylde mere i historiebøgerne og et skarpt fagligt indblik i historie som fag og formidling.
Det henvender sig til alle, der har lyst til at høre underholdende og overraskende historier, der vender op og ned på Danmarkshistorien.
Arrangementet er et samarbejde mellem AOF Holstebro Aftenskole og Holstebro Bibliotek
Læs mere om arrangementet og køb billetter på www.holstebrobibliotek.dk
Kommentarer