Kultur

Vandt priser for at holde gang i kulturlivet under corona

Holstebro Dansekompagni med leder Marie Brolin Tani (i midten) var nomineret til to priser og vandt en ved uddelingen, 28. april 2022. Til højre en stolt Lene Dybdal, formand for Kultur- og Fritidsudvalget. Foto: Holstebro Kommune

Holstebro Dansekompagni og kunstneren Sara Strandby fik i går overrakt tocorona-priser af Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland. En tredje gik til elever fra Dansk Talentakademi i Holstebro.

Der var 12 nominerede til fire priser, da de otte kommuner i Kultursamarbejdet torsdag aften var samlet for at fejre kulturaktører, der i 2020-2021 har gjort en forskel for kulturen i det midt- og vestjyske.

Ud over de to traditionelle priser uddelte kommunerne også to priser til aktører, som har kastet sig ud i en særlig indsats i løbet af corona-pandemien. Og de to priser gik til kulturaktører fra Holstebro Kommune.

Holstebro Dansekompagni fik Kultursamarbejdets CoronaPris for under nedlukningen at arrangere mindre udendørs forestillinger for brugere og borgere med psykisk sårbarhed eller sygdom, udsatte borgere og borgere med fysisk handicap. De har været til stor glæde for en målgruppe, som sjældent kommer ud til lignede kulturtilbud.

Kunstneren Sara Strandby fik Kultursamarbejdets CoronaInitiativPris for sit arbejde med Nye Tider i Vinden, der under nedlukningen formåede at afvikle et storstilet borgerinddragende kulturprojekt på Vinderup-egnen. Sara etablerede Bystuen og formåede via arbejdet at sætte fokus på vigtigheden af kultur i landdistriktsområderne.

Og faktisk løb Holstebro også med en tredje pris, Kultursamarbejdets KulturVækstPris, sammen med Struer Kommune. Den gik til festivalprojekt OFF TRACK // Show Up, som foregik på Struer Havn udviklet og afviklet af elever fra Dansk Talentakademi i Holstebro.

Hovedprisen, Kultursamarbejdets Kulturpris, gik til ArtCinemaA4 i Skive Kommune.

Fra topprofessionelle til up coming talenter

Formand for Holstebro Kommunes kultur- og fritidsudvalg, Lene Dybdal, var med til overrækkelsen i Brande og er særdeles stolt over det store aftryk, kommunens kulturaktører satte på aftenens prisuddeling:

– Prisvinderne afspejler mangfoldigheden og bredden i kunst- og kulturlivet i Holstebro Kommune. De etablerede institutioner, de unge talenter, vækstlaget og den geografiske spredning. Det hele er med her, og jeg tror vi har lært af corona, at kultur ikke kun er noget der sker i faste udstillingsrum og publikumssale. Kulturen lever overalt, hvor mennesker med noget på hjerte mødes, den udvikler sig i utraditionelle miljøer og finder nye veje under hårde tider.

Lene Dybdal understreger at samarbejde på tværs af kommunerne, som fx OFF TRACK // Show Up, er vejen frem:

– De unge og vækstlaget går ikke så meget op i kommunegrænser, og det er vigtigt, at fremtidens kulturaktører bliver knyttet tættere til hinanden, selvom afstanden er stor i det midt- og vestjyske. Det er netop ét af formålene med Kultursamarbejdet.

Kommentarer