Udsatteråd bliver talerør i Region Midtjylland
Børn, unge og voksne med tunge sociale problemer på grund af sindslidelse, misbrug, prostitution eller vold får fra 1. januar en ny støtte i Region Midtjyllands Udsatteråd. Ideen er, at eksperter, foreninger og politikere i fællesskab skal være et talerør for udsatte borgere.
Det er nogle af samfundets svageste borgere, der fra nytår får en stærkere og mere målrettet opmærksomhed fra eksperter, interesseorganisationer og politikere.
Med budgetforliget for 2022 besluttede regionsrådet, at Region Midtjylland skal skabe et talerør for borgere med somatiske såvel som psykiatriske sygdomme tæt inde på livet.
I målgruppen er børn, unge og voksne, der har et eller flere tunge sociale problemer. Det kan f.eks. vær på grund af sindslidelse, misbrug, hjemløshed, prostitution, vold i nære relationer eller senfølger af seksuelle overgreb.
Talerør med god forbindelse
Rådet skal sikre, at viden om hverdag, urimeligheder og problemer når frem til politikernes ører.
– I regionsrådet vil vi gerne blive bedre til at lytte til en bred gruppe mennesker, som ikke i dag har nogen særligt tydelig stemme i samfundet. Det kan vi være med til at ændre på, ved at lytte mere fokuseret til ønsker om f.eks. fleksible tilbud eller problemer med ulighed i sundhed, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
10 eksperter og 4 politikere
Regionsrådet besluttede i dag 28. september at det kommende udsatteråd skal bestå af fire regionsrådsmedlemmer og 10 medlemmer, der dækker forskellige målgrupper og problemstillinger.
Udsatterådet beslutter selv, om målgruppen skal ændres eller udvides, og hvilke brugerorganisationer og kommuner man f.eks. vil involvere.
De 10 foreninger, der vil blive inviteret til at indstille medlemmer til Udsatterådet, er udvalgt, fordi de tilsammen dækker målgruppen:
- 1. Røde Kors
- 2. Blå Kors
- 3. KFUKs sociale arbejde
- 4. SAND – De hjemløses landsorganisation
- 5. Kirkens Korshær
- 6. Foreningen Social Sundhed
- 7. Center for seksuelt misbrugte
- 8. Ungdommens Røde Kors
- 9. SIND
- 10. Den Sociale Retshjælp
Se kommissorium og sagsfremstilling til regionsrådets møde.
Hvad sker der nu?
- Oktober og november: Relevante foreninger bliver opfordret til at indstille medlemmer til Udsatterådet
- 21. december: Regionsrådet udpeger Udsatterådets medlemmer på sit møde i december.
- Udsatterådet begynder sit arbejde 1. januar 2023
Kommentarer