Holstebro

Smittetilfælde på Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret

Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret aflyser alle aktiviteter frem til årsskiftet!

I forbindelse med koproduktionen After War, et igangværende samarbejdsprojekt mellem Sydkoreas kulturministerium, sydkoreanske kulturinstitutioner og Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret, blev der konstateret et positivt COVID-19 tilfælde blandt de medvirkende i forrige uge.

Siden er der dukket endnu et par tilfælde op af positive tests, hvilket gør, at Nordisk Teaterlaboratorium har valgt at lukke ned for alle offentlige aktiviteter, herunder forestillinger, besøg udefra, undervisning og workshops, indtil årsskiftet.

Det betyder, at forestillingen med Vindenes Bro er aflyst d. 9. december og besøget fra Grønlands Nationalteater med forestilling og en grønlandsk aften, henholdsvist d. 10. og 11. december, ligeledes er taget af plakaten. Se mere på https://odinteatret.dk/calendar/.

Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatrets teaterleder, Per Kap Bach Jensen, udtaler, at det ikke har været nogen let beslutning, da der stadig var mange aktiviteter på teatret, men at det var nødvendigt i forhold til at inddæmme smitten. ”Da vi har reageret med det samme, regner vi med, at vi hurtigt får situationen under kontrol, men vælger for en sikkerheds skyld at holde helt lukket indtil årsskiftet, hvilket selvfølgelig også skal ses i forhold til den stigende smitte i samfundet,” siger Per Kap Bech Jensen.

Kommentarer