Samfund

Skoler får 4,4 mio. kr. til undervisning i højteknologisk håndværk

Foto: Holstebro kommune

Verden er omgivet af teknologi, og derfor skal folkeskoleelever i Holstebro Kommune med støtte fra VILLUM FONDEN lære at forstå og håndtere den digitale fremtid i otte ‘Makerspace’ læringslaboratorier.

I 2022 rykker værksteder for design, opfinderi og teknologi ind på skolerne med alt lige fra loddekolber, limpistoler og lysdioder til 3D-printere, laserskærer og digitale broderimaskiner.

Otte skoler går sammen med UCH om et nyt netværk af tekniske læringslaboratorier – såkaldte Makerspaces – hvor eleverne kan arbejde med både digitale teknologier og analoge håndværk.

Udfordringer fra virkeligheden – løsninger til fremtiden

Eleverne skal undersøge og eksperimentere, men først og fremmest håndtere virkelighedsnære problemer og udfordringer. Og ideer og løsninger bliver produceret i de teknologiske værksteder i form af konkrete modeller.

– Jeg glæder mig over, at skolerne vil udvikle den naturfaglige tilgang i undervisningen på en ny måde. Fremtidens udfordringer skal ikke kun løses med hjernegymnastik, men også med højteknologisk håndværk. Makerspace appellerer til elever, der kan li’ at bruge hænder og hoved på én gang, siger skole- og rådgivningschef Peter Fogde Mikkelsen, og tilføjer:

– Vi har i forvejen succes med naturvidenskabelige og erhvervsrettede undervisningsprojekter som KomTek og Byggeboxen, og dette tiltag kommer på samme måde til at give eleverne en praktisk forståelse af udviklingen, især omkring digitalisering og teknologiske løsninger. Så vi er meget glade for VILLUM FONDENs støtte, der placerer os stærkt på det naturvidenskabelige landkort.

Oven i bevillingen fra VILLUM FONDEN på 3.299.600 kr. kommer den målrettede indsats, som Holstebro Kommune selv yder, der beløber sig til 1.152.820 kr., så Makerspace-netværket har 4.452.420 kr. i projektperioden, som løber over tre år.

Brobygning, kompetenceløft og leg

Omkring 60 lærere bliver uddannet gennem projektet og får en særlig rolle for at køre skolerne i front med teknologiforståelse og digital dannelse i den daglige undervisning – også efter projektets afslutning.

Skolernes læringslaboratorier skal dele deres viden og erfaringer med hinanden i et Makerspace-netværk for underviserne. Det er også planen, at projektets superbrugere skal videreuddanne deres kolleger, så indsatsen kommer til at styrke kommunens visioner og strategier for digitalisering og fokus på de såkaldte STEM-kompetencer; Science, Technology, Engineering og Mathematics.

Det er skolernes mellemtrin og overbygning, som kommer til at opleve STEM-fagene som vedkommende værkstedsundervisning i otte lokale laboratorier og i et centralt læringslaboratorium på Uddannelsescenter Holstebro, som har ekstra avanceret udstyr.

– For mellemtrinnet er der fokus på en legende tilgang til it, teknologi og håndværk, mens det for de ældste klasser også handler om at blive nysgerrig på en uddannelsesretning og levevej gennem arbejdet med for eksempel LEGO-robotter, VR-briller og micro-controllere, forklarer kommunens sciencekoordinator, Allan Skindhøj Sørensen, der sammen med sin tidligere lærerkollega Peter Uth Høgsberg har udtænkt projektet og lavet fondsansøgningen.

Projektet holder i 2022 åbent hus for forældrene. De skoler, som har ønsket at samarbejde om projektet, er:

Borbjerg Skole og Børnehus

Nr. Felding Skole og Børnehus

Halgård Skole

Tvis Skole

Ulfborg Skole

Mejrup Skole

Nørre Boulevard Skolen

Rolf Krake Skolen

Kommentarer