Livsstil og forbrug

Røde saftige bøffer eller grydestegt blomkål med tofu?

Stig Ladefoged. Foto: Rasmus Bundgaard

Lav om på dine kostvaner og styrk din sundhed. Det er budskabet, når Stig Ladefoged holder foredrag om plantebaseret kost onsdag den 16. november klokken 19.00 på Holstebro Bibliotek  

Du bliver, hvad du spiser, det er ikke nogen hemmelighed. Kål, bælgfrugter, knoldselleri og alt godt fra det grønne køkken kan være med til at styrke helbredet og øge livskvaliteten. Men hvordan kommer du i gang, hvilke grøntsager er sunde, og hvad er gevinsten ved at kaste sig over det grønne køkken? 

Mere sundhed – spis flere planter

Foredragsholder og forfatter Stig Ladefoged – kendt under navnet ”Den Plantebaserede Sygeplejerske” sætter spot på, hvordan plantebaserede råvarer kan give optimal sundhed. Det gør han i et underholdende og lærerigt foredrag, hvor tilgangen til sund kost er nem og ligetil. Kulturformidler Kathrine Bech Sørensen forklarer mere om plantebaseret kost således: 

– En plantebaseret livsstil har vist sig at have rigtig mange sundhedsfordele. Det kan bl.a. nedsætte risikoen for kroniske sygdomme som diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Det handler om hvordan flere kan få plantefødevarer på tallerkenen uden for meget sved på panden. 

Om kost, planter og Stig Ladefoged

Stig Ladefoged Nielsen er uddannet sygeplejerske og kalder sig selv for både forskningsnørd, ernæringsekspert, foredragsholder og forfatter. Han driver til daglig virksomheden ”Den Plantebaserede Sygeplejerske”, hvor han rådgiver om livsstilsvalg og sundhed. Desuden har han skrevet kogebogen ‘Planterøddernes Hverdagsfavoritter’ og blogger om plantebaseret kost.

Det er muligt at følge Stig Ladefoged på hjemmesiden ”Den Plantebaserede Sygeplejerske” samt på Instagram, YouTube og Facebook. 

Læs mere om arrangementet og køb billetter på www.holstebrobibliotek.dk   

Kommentarer