Holstebro

Projekt skubber på udviklingen af robotter på socialområdet

Foto: Holstebro kommune

Holstebro Kommune og VIA University College Holstebro deltager i Erasmus + projektet, der skal sikre, at medarbejdere får kompetencer til at indføre brugen af robotter på socialområdet. Det skal på sigt gøre borgerne mere selvhjulpne.

Holstebro kommune oplever, ligesom mange andre kommuner, en stigende tilgang til det specialiserede socialområde, hvor udsatte børn og unge, handicappede og psykisk sårbare har brug for ekstra støtte i hverdagen. Denne stigning i borgere, der har brug for kommunens hjælp, kalder på nye løsninger, hvor der bliver gået kreativt og innovativt til de eksisterende teknologier. Derfor deltager Holstebro Kommune i samarbejde med VIA University College Holstebro i det internationale forskningssamarbejde kaldet Erasmus + projekt. Projektet arbejder for at indarbejde den nyeste viden om sociale robotter i undervisningen af fremtidens social- og sundhedsprofessioner.

Projektet, der har stået på siden 2017, afsluttes nu med en større konference i Holstebro den 18. november. Her bliver studerende, undervisere og andre fagpersoner på det specialiserede socialområde introduceret til det undervisningsmateriale, som skal opkvalificere kommende medarbejdere, så robotter på socialområdet kan blive til virkelighed en dag.

Studerende skal lære om robotter på socialområdet

Sociale robotter er fremstillet til at kunne interagere med mennesker med forskellige støttebehov, og derfor er det en oplagt teknologi at bruge på det specialiserede socialområde, men indtil nu er udviklingen på området stærkt begrænset. Derfor vil Holstebro Kommune, VIA University College Holstebro og Erasmus + sætte skub i udviklingen, så både nuværende og kommende medarbejdere får de kompetencer, der er nødvendige for, at de sociale robotter kan udnyttes på bedst mulig vis. Det fortæller Socialchef i Holstebro Kommune Anette Holm:

– Vi håber, at medarbejdere kommer til at kunne gribe den fremtidige udvikling på området, så borgerne kan få glæde af teknologien. Lige netop Erasmus + projektet sikrer undervisningsmateriale og modulbeskrivelser til uddannelserne på social- og sundhedsområdet, så medarbejderne får kompetencerne.

Studerende kan derfor se frem til, at undervisningen ikke kun skal handle om sundhedsteorier, men også om brugen af robotter.

Borgerne skal opleve at blive mere selvhjulpne

Medarbejdernes øget brug af robotteknologien skal være til gavn for den enkelte borger, som kan få en øget frihed og velvære ved at kunne blive mere selvstændige og selvhjulpne, når de får hjælp fra de sociale robotter. Det har man blandt andet kunne se i Holstebro Kommunes øvrige arbejde, hvor udvalgte borgere også er blevet introduceret til sociale robotter.

Robotterne her hjælper for eksempel borgerne med at få taget den rette medicin på de rette tidspunkter, hvilket betyder, at borgerne ikke længere skal være hjemme på et bestemt tidspunkt for at tage imod kommunens medarbejdere på faste medicinbesøg.

– Vi oplevede, at en borger kunne komme i gang med at fiske igen, fordi han fik hjælp fra en robot. Det var en kæmpe gevinst, at han nu kunne bruge energi på andet end at huske på at tage hans medicin. Det illustrer godt, hvordan det kan være en stor fordel at få sat skub i teknologien, fortæller Anette Holm.

Dermed håber Holstebro Kommune, at man med Erasmus + projektet både kan hjælpe borgerne i hverdagen samtidig med, at man løser udfordringen med, at der er sket en stigning i udsatte børn og unge, handicappede og psykisk sårbare, der har behov for kommunens hjælp.

Kommentarer