Positiv udvikling: Danske arbejdspladser er blevet bedre til at håndtere mistrivsel
For første gang i de tre år Velliv Foreningen har spurgt godt 2000 medarbejdere på danske arbejdspladser om, hvordan det går med at tale om mistrivsel og at få hjælp fra arbejdspladsen er der tydelige forbedringer. Samtidig har danskerne det bedre i deres arbejdsliv sammenlignet med samme periode sidste år. Men trods de gode nyheder døjer hver tredje dansker stadig med dårlig mental sundhed på arbejdspladsen.
Mange danskere tilbringer de fleste af deres vågne timer på deres arbejdsplads, og det giver grobund for både op- og nedture. Men nu er der fundament for forsigtig optimisme. En ny undersøgelse, foretaget af Voxmeter på vegne af Velliv Foreningen, viser nemlig, at antallet af danskere, der har følt sig stressede eller på anden måde haft det psykisk dårligt er faldet fra 39,6 procent til 36,5 procent sidste år.
Selvom der er sket en positiv udvikling, er mistrivsel stadig et stort problem på danske arbejdspladser, når mere end hver tredje dansker har oplevet det.
”Det er positivt, at udviklingen går i den rigtige retning i forhold til sidste år, hvor vi stod på den anden side af en corona-nedlukning. Det er min fornemmelse, at mange arbejdspladser på baggrund af de store forandringer pandemien fik for manges arbejdsliv, har indset, at trivsel er en uomgængelig faktor for produktivitet og arbejdsglæde. Der er nok blevet større lydhørhed overfor at tale sammen for at forebygge problemer. Så det er vigtigt at mange flere arbejdspladser bliver opmærksom på det. Derfor afholder vi igen i år Danmarks Mentale Sundhedsdag for at støtte danske virksomheder i deres ønske at sætte fokus på mental sundhed,” siger Lars Bo Pedersen, chef for mental sundhed og kommunikation hos Velliv Foreningen.
Pauser er vigtige i et travlt arbejdsmiljø
Danmarks Mentale Sundhedsdag løber af stablen 10. oktober. Det er et initiativ igangsat af Velliv Foreningen og arbejder almennyttigt for at fremme mental sundhed i arbejdslivet. I år er der uddelt midler til i alt 1040 virksomheder, der har et ønske om at sætte fokus på mental sundhed.
Fødeafsnittet på Regionshospitalet Viborg er én af de virksomheder, der har søgt om midler. Det er en akutafdeling, og derfor er det et arbejdsvilkår, at de ikke har mulighed for at planlægge deres arbejdsdag ned til mindste detalje. De ønsker derfor at øge fokus på oplevelsen af travlhed:
– Vi har ikke skemalagte pauser, fordi vi er en akutafdeling, og det ofte går meget stærkt. Vi ved, at det er vigtigt i forhold til koncentration, at man har pauser, og derfor vil vi gerne kigge ind i, hvordan vi kan passe endnu bedre på os selv og hinanden. Vi skal være opmærksomme på, at alle skal gå fra en vagt på en god måde, så vi bliver ved med at være glade for at gå på arbejde. Vi håber derfor på, at vi går fra Danmarks Mentale Sundhedsdag med nogle refleksioner og værktøjer, vi kan arbejde videre med, siger Tine Risom Nielsen, der er jordemoder og tillidsrepræsentant på fødeafsnittet, Regionshospitalet Viborg.
Til Danmarks Mentale Sundhedsdag vil Fødeafsnittet på Regionshospitalet Viborg bruge midlerne fra Velliv Foreningen til et oplæg om restitution og pauser i og mellem arbejde.
Kommentarer