Erhverv

Ny leder af Dagplejen

Foto: Ella Kragelund

1. oktober bliver Ella Kragelund leder af Dagplejen i Holstebro Kommune.

Ella Kragelund har været leder inden for dagpleje, PPR og dagtilbud i samlet 18 år. Bl.a. i Herning og Aarhus kommuner og lige nu som dagplejeleder i Viborg Kommune.

Den nye leder bor i Silkeborg, er 61 år og ønsker at arbejde mange år endnu.

– Ella har en bred indsigt og erfaring med dagtilbudsområdet og i særdeleshed med 0-2 års området. Vi får en meget dygtig og erfaren leder, som også kommer til at samarbejde tæt med Sundhedsplejen, de andre dagtilbud, familieområdet og forvaltningen. Vi glæder os til at tage imod Ella og sammen med hende fortsætte den faglige pædagogiske udvikling af området, siger familie- og dagtilbudschef Marianne Rahbek.

Ella Kragelund er oprindelig uddannet pædagog og har siden taget diplom i ledelse og pædagogik samt en masse kurser indenfor procesledelse, organisation, supervision og andre pædagogiske ledelsesværktøjer.

Hun har også erfaring som underviser, bl.a. ved Center for Offentlig Kompetenceudvikling og VIA University College.

– At være dagplejer er lidt som at være ‘ene medarbejder i egen afdeling’. Derfor er det vigtigt, at medarbejderne bliver inddraget i udviklingsprocesserne med fokus på læring og gode relationer i hele organisationen. Jeg har en dyb forståelse for, hvor betydningsfuldt det kan være for en dagplejer at have tillid til, at opbakningen er der fra ledelsen, når man har brug for den, siger Ella Kragelund.

Dagplejen i Holstebro Kommune er en del af det samlede familie- og dagtilbudsområde og består foruden lederen af omkring 165 dagplejere, 7 dagplejekonsulenter, 2 administrative medarbejdere og en souschef.

Dagplejen arbejder, ligesom de øvrige dagtilbud i kommunen, med DUÅ og den styrkede pædagogiske læreplan og prioriterer generelt kompetenceudvikling på flere niveauer.

Kommentarer