Navnenyt

Ny leder af Center for Psykiatri er fundet

Foto: Holstebro kommune

Det bliver Britt Lagoni, der overtager opgaven som leder af Center for Psykiatri fra 1. januar 2022.

Holstebro Kommune kan nu præsentere en ny leder for Center for Psykiatri. Det bliver Britt Lagoni, som i 15 år har arbejdet som leder i socialpsykiatrien, både inden for døgn- og dagområdet.

Med Britt Lagoni får Center for Psykiatri en visionær leder med en solid viden om og indsigt i specialiserede indsatser på psykiatriområdet.

Britt Lagoni er uddannet professionsbachelor i pædagogik, har en toårig lederuddannelse fra Dispuk samt en Diplom i ledelse. Desuden er hun certificeret coach med en overbygning som stresscoach.

Socialchef Anette Holm glæder sig meget til samarbejdet med Britt Lagoni:

– Med Britt får vi en centerleder, som kender til såvel basisdrift på et specialiseret og komplekst område, men som også har erfaring med at udvikle organisationen, så den matcher omverdenens krav og forventninger. Herudover har Britt mange års solid ledererfaring med et vigtigt blik på medarbejdertrivslen.

Britt vil sammen med fire funktionsledere få ansvaret for ca. 200 medarbejdere. Som leder af Center for Psykiatri bliver det Britt Lagonis opgave at varetage den overordnede ledelse af centerets opgaver.

Center for Psykiatri udvikler og tilbyder indsatser til ca. 300 borgere i botilbud og til udeboende borgere. Borgerne er hovedsageligt over 18 år med en psykiatrisk diagnose.

Center for Psykiatri hører organisatorisk under socialafdelingen og er således en del af Social og Sundhed.

Britt Lagoni glæder sig til samarbejdet og den nye udfordring som leder af Center for Psykiatri:

– I 25 år, heraf de knap 15 år som leder, har jeg arbejdet inden for socialpsykiatri, hvor min motivation har været at give den bedste støtte til udsatte og sårbare borgere, – et kendskab, en viden og erfaring, som jeg vil glæde mig til at kunne tage med ind i Center for psykiatri i Holstebro Kommune, fortæller Britt Lagoni.

Kommentarer