Ny komité tager tilløb til Holstebros store jubilæumsår
Der er endnu et par år til 2024, hvor Holstebro by kan fejre 750 år. Men forberedelserne er allerede begyndt, og en nyoprettet jubilæumskomité mødtes for første gang i går.
Ikke kun byen, men hele kommune skal være med, når det store jubilæum folder sig ud i 2024. Og det skal både være med fest og fordybelse, mangfoldigt og med international flyvehøjde. Så meget ligger fast efter det første møde, den 28. oktober 2021.
Komiteen fungerer som ambassadører og styregruppe for Holstebros byjubilæum, og de 16 medlemmer repræsenterer mange områder i kommunen, bl.a. erhvervsliv og handel, kultur, fritid og events, landbrug, kaserne, medier, uddannelse, unge og lokale ildsjæle.
– Jubilæumskomitéens sammensætning afspejler, at Holstebro Kommune ønsker et bredt forankret byjubilæum med mange forskellige aktører, og de har givet os mandat til at udstikke retning og rammer for fejringen i 2024, siger Jens Kaasgaard, der er formand for komitéen, og tidligere politidirektør for Midt- og Vestjyllands Politi.
Fra fortidsfortællinger til fremtidsværksted
Det bliver også komitéens opgave at konkretisere ambitionerne og definere succeskriterierne, så det både skaber store øjeblikke og sammenhængskraft, et omfattende årsprogram og ikke mindst initiativer, som bliver startskuddet til noget helt nyt for Holstebro Kommune.
For et byjubilæum behøver ikke kun kigge tilbage, understreger Jens Kaasgaard:
– Der bliver fokus på fortid, nutid og ikke mindst fremtid, som en slags bærende søjler, og vi har allerede på det første møde drøftet både værdien af et kæmpe festbrag og værdien af et startskud, der lever videre i fremtiden. Måske de næste 750 år, hvem ved?, lyder det fra formanden.
Holstebros ‘fødselsattest’ er et skøde på en gård i Vinderup. Her står byens navn for første gang, dateret 6. februar 1274.
Ideer og arbejdsgrupper
Jens Kaasgaard forklarer, at det som sådan ikke er komitéen, der skal komme med de gode ideer og tiltag:
– Det er der mange andre, som er bedre til i kulturlivet, foreningerne, institutioner og hos virksomhederne. Idérigdom, samarbejde og innovation er nogle af de ord, som kendetegner Holstebro historiske DNA. Og jeg er sikker på, at rigtig mange kan spejle sig i Holstebros udviklingshistorie som afsæt til en ny fremtid, siger Jens Kaasgaard, der også håber, at jubilæet giver et boost til identiteten og stoltheden i Holstebro Kommune.
Det er bl.a. planen at nedsætte flere arbejdsgrupper til at konkretisere indhold af jubilæumsåret, at udvikle et særligt design for jubilæet og fundraise ekstra midler.
Der bliver ansat en programleder i starten af 2022 til at styre processen og afviklingen af jubilæet. Komitéen refererer til kommunens økonomiudvalg, og der er nedsat en projektgruppe til at give indspil og understøtte komitéens arbejde.
Jubilæumskomitéens medlemmer:
- Formand: Jens Kaasgaard
- Kultur, erhverv og arbejdsmarked: Mette Højborg
- Ungemiljøet: Victor Tambo
- National kultur: Per Erik Veng
- ErhvervsForum Holstebro: Peter Kjeldbjerg
- Jydske Dragonregiment: Anders Poulsen
- Landbruget: Kristian Gade
- Dagbladet Holstebro: Søren Egebjerg Pedersen
- Uddannelsesinstitutionerne: Nanna Seidelin
- Musikteatret Holstebro: Anders Jørgensen
- Slagteriet S/I: Pia Stræde Palmelund
- Færchfonden: Claus Omann Jensen
- Holstebro Udvikling P/S: Maj Britt Rosenmeyer Olsen
- Kulturinstitutionerne: Ingeborg Svennevig
- Lokale ildsjæle: Dorte-Pia Ravnsbæk + Lotte Littau Kjærgaard
Kommentarer