Holstebro

Nedlukning af indskolingen i Halgård grundet Corona

Foto: Holstebro kommune

Fra og med 4. december til og med den 10. december skal børnene i 0-3. klasse fra Halgård Skole have hjemmeundervisning. Det sker på grund af en stigende smitte med corona.

Holstebro Kommune er blevet påbudt af Styrelsen for Patientsikkerhed at lukke for 0-3. klasse på Halgård Skole. Lukningen starter fra på lørdag den 4. november og fortsætter foreløbigt til og med fredag den 10. december. Hvilket betyder, at alle elever sendes hjem og skal i den følgende uge have hjemmeundervisning.

Lukningen gælder desuden også for skolens fritidsordning og udendørsarealer, som de berørte elever derfor ikke kan benytte i den kommende tid.

Nedlukningen skyldes et hurtigt accelererende smitteudbrud med 96 smittede elever og 8 smittede ansatte på tværs af klasser. Flere af børnene har ikke vist symptomer på COVID-19. I den forbindelse udtaler skole- og rådgivningschef Peter Fogde Mikkelsen.

– En del af de smittede børn er blevet testet positive uden at have vist symptomer. Det er derfor svært at lokalisere og isolere dem, der er positive for corona. Derfor har man fra myndighedernes side vurderet, at en nedlukning er nødvendig, da det ellers er svært at kontrollere og stoppe smittespredningen.

Skolen opfordrer desuden til, at eleverne møder ind med en negativ test, når de igen møder i skole mandag den 13. december. Styrelsen for Patientsikkerheds anbefaling er i den forbindelse, at alle berørte elever og familiemedlemmer lader sig teste mindst en gang i løbet af nedlukningen. Ligeledes anbefales det, at ansatte på skolen og andre involverede med relation til indskolingen lader sig teste.

Nødpasning er en mulighed

Som ved andre nedlukninger bliver det muligt at sende sin børn i nødpasning. Al praktisk information herom sendes direkte til de berørte forældre og aftales med skolen.

Kriterierne for at få passet sit barn i nødpasning er dog de samme som tidligere. Det betyder, at børn med særlige behov samt børn af forældre, der ikke kan arbejde hjemmefra, kan få muligheden for at komme i nødpasning.

Holstebro Kommune retter sig efter myndighedernes anbefalinger, og vil gøre sit for at få styr på smitten, der i øjeblikket er på Halgård Skole.

Kommentarer