Holstebro

Museumsprojekt i Holstebro sætter spot på det mangeartede

Museet vil udvikle en udstilling om dyrene, åen og vadestedets byhistorier i anledning af Holstebros 750 års jubilæum. Foto: Holstebro Kommune.

Med en bevilling fra VELUX FONDEN på ca. 4,7 mio. kr. skal Holstebro Museum styrke forskningen og nytænke formidlingen af Holstebro bys historie i anledningen af 750 års jubilæet.

Hvordan ophæver man skellet mellem natur- og kulturhistorie og formidler en bys historie med afsæt i den omkringliggende naturs perspektiver?

Hvad kan vi lære om vores bys kulturhistorie ved at flytte fokus fra menneskenes liv til åen, vadestedet og dyrenes liv?

De Kulturhistoriske Museer i Holstebro vil udforske og virkeliggøre en idé, som vi kalder “Det mangeartede museum”.

Vi vil udvikle en udstilling om dyrene, åen og vadestedets byhistorier i anledning af Holstebros 750 års jubilæum. Målet er at skabe en engagerende fortælling om byens fortid og nutid og samtidig åbne for en dialog med borgerne om fremtidens Holstebro for mennesker og andre arter.

“Det mangeartede museum” er et museum, hvis historiefortælling overskrider skellet mellem natur- og kulturhistorie, idet både mennesker, dyr, planter og andre livsformer kan betragtes som historiske aktører.

Projektet er et tværfagligt samarbejde mellem museets arkæologer, historikere og antropologer samt forskere fra Københavns Universitet og Aalborg Universitet.

Fakta 

  • Museumsprogrammet er udviklet i samarbejde med danske museer. Det er ottende gang, at VELUX FONDEN uddeler bevillinger under programmet. Siden 2015 er der blevet uddelt mere end 129 mio. kr. til i alt 28 projekter overalt i Danmark.
  • Læs mere om museumsprogrammet.
  • Fonden modtog i alt 17 interessetilkendegivelser fra danske museer og universiteter på museumsprogrammets åbne opslag i 2021. Heraf blev seks projektforslag inviteret til at udarbejde en fuld ansøgning og fik bevilget projektmodningsmidler på op til kr. 100.000.
  • Af de seks blev der uddelt i alt 14 mio. kr. fordelt på tre museer, hvoraf Holstebro Museum er det ene.

Kommentarer