Ulfborg

Læssie er klar til at hænge julesokker op på biblioteket

Foto: Holstebro Bibliotek

Fra fredag den 4. november kan de 3 til 8-årige aflevere deres julesokker på bibliotekerne i Holstebro, Vinderup og Ulfborg og få fire gaver udleveret i ugerne frem til juleaften. 

Dagene frem til juleaften kan føles uendeligt lange for familiens yngste medlemmer især, men måske bibliotekets læsedrage Læssie kan hjælpe tiden lidt på vej. Frem til 1. december kan børn komme ind på bibliotekerne i Holstebro, Vinderup og Ulfborg og aflevere deres julesok til personalet. Når julesokken er hængt op i vinduet, får børnene et magisk og personligt juleklippekort med hjem, og med det i hånden kan de hente fire gaver – en i hver uge op til juleaften. 

”Vi glæder os meget til, at børnenes farverige julesokker pynter på bibliotekerne i Ulfborg, Vinderup og Holstebro,” fortæller arrangementskoordinator Mette Holmegaard. ”Vi hjælper Læssie med at få lavet alle gaverne klar, så børnene kan hente den første gave fra fredag den 25. november.” 

”Tilbuddet om Læssies julesok er for alle børn i alderen 3-8 år,” understreger teamleder Sarah Schimmell Holm og fortsætter:

”Hvis vi er rigtig heldige, kommer der børn med deres julesok, som aldrig har besøgt biblioteket før. Ud over de fire gaver, som på forskellige måder har tilknytning til litteratur, sprog og læring, får de også en oplevelse af, at vi kan låne af hinanden. Læssie låner deres julesok til pynt hele december, og de kan låne bøger med hjem fra biblioteket.”

Kommentarer