Kultur

Kulturprofiler fra Holstebro udpeget til udvalg i Statens Kunstfond

Foto: Fotograf: Ditte Chemnitz

Statens Kunstfond har udpeget 18 personer til deres projektstøtteudvalg de næste fire år. To af de nye medlemmer er fra Holstebro Kommune.

Direktør for Holstebro Kunstmuseum, Anders Gaardboe Jensen og David Cornelius Price, associeret kunstnerisk leder og producent ved Holstebro Dansekompagni er begge udpeget af kunstfondens repræsentantskab for perioden 1. januar 2022 til 31. december 2025.

Anders Gaardboe Jensen er udpeget til Projektstøtteudvalget for Billedkunst. David Cornelius Price er udpeget Projektstøtteudvalget for Scenekunst.

Holstebro Kommune har de sidste 50 år satset på kunst og kultur, og kulturinstitutionerne har tradition for at tiltrække dygtige folk. Men det er alligevel usædvanligt, at hele to fra Holstebro Kommunes kulturliv nu er at finde i Danmarks største kunstfond, hvor de skal hjælpe med at vurdere og tildele støtte.

Statens Kunstfond fordeler midler til 6.000 projekter om året inden for syv kunstarter.  Kulturministeren udpeger 12 medlemmer mere i den nærmeste fremtid. 

Anders Gaardboe Jensen skriver på Facebook: 

”Det er et privilegium at få mulighed for at bidrage til det vigtige arbejde med at udbrede og fremme kunsten. Stor tak til repræsentantskabet for tilliden!”. 

David Cornelius Price har været professionel danser siden han var 15 år og er uddannet ved Den Danske Scenekunstskole i 2011. Han har bl.a. modtaget en Reumert Talentpris 2014. Han skriver på Facebook:

”Det er lidt vildt… udover mit arbejde i Holstebro Dansekompagni skal jeg i de næste 4 år sidde i Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst. Jeg er meget stolt over at kollegaer på tværs af vores branche har peget på mig. TAK.” 

Foruden Repræsentantskabets udpegninger, udpeger kulturministeren 12 medlemmer mere i den nærmeste fremtid.

Kommentarer