Erhverv

Kreative og bæredygtige erhverv indtager slagteriet

Foto: Notion

I mange år var slagteriet i Holstebro en stor virksomhed med mange ansatte, og nu kan der igen tjenes penge i det gamle slagteri. De industrielle bygninger er nemlig ikke kun Holstebros nye samlingssted for kunst og gadeidræt men også for kreativ forretningsudvikling og iværksætteri.

Slagteriet i Holstebro ligner ikke umiddelbart det mest oplagte sted til kontorfællesskaber, forretningsudvikling og iværksætteri. Fra loftet i en af de tidligere produktionshaller hænger en stor gris klædt i glimmer, i en anden hal skater byens unge, en tredje hal huser byens parkour- og boulderklub, og på anden sal sidder en dukke i en sofa lavet af gamle palletanke – klar til fest.

– Men man skal ikke tage fejl, siger Pia Stræde Palmelund, der er direktør for den selvejende institution Slagteriet.

Slagteriet samler både byens kunstnere og idrætsudøvere – og som produktionshus for kulturelt og kreativt entreprenørskab er det nu også muligt at drive virksomhed i de gamle bygninger på Struervej midt i byen.

Vigtig del af historien

Fra at være en forladt industribygning bidrager Slagteriet nu til Holstebro Kommunes erhvervsaktiviteter på linje med ErhvervsForum Holstebro, kontorfællesskabet Nupark og kommunens erhvervsudviklings- og serviceafdelinger.

– Vi er nu i fuld gang med at realisere Slagteriets fulde potentiale til også at blive et sted, hvor byens kreative iværksættere kan starte deres nye virksomhed eller videreudvikle en eksisterende.

Slagteriets rustikke bygninger er en vigtig del af Holstebros historie og lagde igennem mange år hus til et industrieventyr, som var med til at forme Holstebros identitet. Nu skal Slagteriet igen være et sted, hvor der tjenes penge, og som er med til at udvikle byen, siger Pia Stræde Palmelund.

Kæmpe vækstpotentiale

I mødet mellem de mange foreninger og kreative entreprenører kan der på Slagteriet opstå en helt særlig magi og ånd, som man ikke finder andre steder i Holstebro, siger Pia Stræde Palmelund.

– Slagteriet åbner verden. Her kan alt ske. Ikke kun på frivilligt plan, men også for de kreative erhvervsdrivende. Når man møder kunstnere, en disko-gris, en flok skatere, en rapper og en tekstildesigner her, så får man selv nye idéer til sin egen virksomhed – idéer, som man ikke ville have fået andre steder. På denne måde er de frivillige foreninger og de kreative iværksættere ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger for at skabe bæredygtige erhverv og nye frivillige tiltag. Her er et kæmpe vækstpotentiale, siger Pia Stræde Palmelund.

Plads til iværksætteri

I øjeblikket er lokale håndværkere ved at shine en afdeling af de gamle bygninger op til Bropas, der er Holstebro Kommunes fyrtårn for iværksættere, virksomheder og offentlige parter, som arbejder med bæredygtighed og grøn omstilling. Lyset strømmer ind gennem nye, store vinduespartier, og der kommer varme og nye toiletter i området, der kommer til at bestå af mindre kontorer, et stort værksted samt en re-do-materialestation til genbrugsmaterialer.

Slagteriet åbner verden. Her kan alt ske. Ikke kun på frivilligt plan, men også for de kreative erhvervsdrivende.

Værksteder og rap studie

Den selvejende institution Slagteriet har på første sal i hovedbygningen allerede etableret tre nye værksteder, hvor blandt andet kunstnerduoen Jens og Morten driver virksomhed, og hvor andre kreative erhvervsdrivende også kan leje sig ind. ASA Music holder til i et nyt rap studie i en separat bygning.

Mette Højborg, som er direktør for kultur, erhverv og arbejdsmarked i Holstebro Kommune, vurderer, at Slagteriet viser, at de mange aktører i Holstebro Kommune formår at bringe kultur og erhvervsliv i spil på nye måder.

Et lysende eksempel

– Slagteriet er et lysende eksempel på, hvordan vi i Holstebro Kommune arbejder med at realisere vores vækst- og udviklingspolitik. Det handler nemlig om at skabe de relevante partnerskaber mellem mennesker, foreninger og virksomheder med det særlige formål at skabe vækst og velstand på en bæredygtig måde. På Slagteriet bygger vi bro mellem de mange forskellige aktører – og Slagteriet viser med alt sin tydelighed, at Holstebro Kommune har kulturen til forskel, og at vi tør gribe kultur og erhvervsliv an på nye og anderledes måder, siger Mette Højborg.

I løbet af de næste år rykker endnu flere kreative erhvervsdrivende ind i Slagteriet.

Kommentarer