Ulfborg

Jens Smærup Sørensen besøger Ulfborg

Foto: Holstebro bibliotek

Oplev forfatteren i samtale om tid og kultur tirsdag den 4. oktober kl. 19.00 i Tingsalen.

Jens Smærup Sørensen er født og opvokset på en bondegård ved Limfjorden i Himmerland og har, siden han var ganske lille, deltaget i landbrugsarbejdet. Tidernes gunst og ugunst medførte, at han i modsætning til sine ældre søskende kom til at fortsætte skolegangen efter 14-års alderen. Skolegangen greb om sig og blev til en akademisk uddannelse.

Den drevne forfatter havde som barn svært ved at udtrykke sig mundtligt, hvorfor han ret tidligt begyndte at betro sig til et hæfte med linjeret papir. Da han efter en årrække blev bevidst om, at han kunne blive forfatter, bestemte han sig straks for, at det var netop, hvad han ville være. 

Smærup Sørensen inspireres i sit forfatterskab af alt, hvad han ser og sanser, føler og tænker, i mødet med verden, naturen og mennesker, og navnlig hvad han senere erindrer om alt det. Men først og sidst karakteriseres hans forfatterskab af det danske sprog med alle de fremstillingsmuligheder, det bliver ved med at tilbyde. 

Denne aften deltager Jens Smærup Sørensen i en samtale med to bibliotekarer fra Holstebro Bibliotek om den tid og kultur, vi lever i med udgangspunkt i romanerne ’Mærkedage’ og ’Klinten’. Han fortæller om, hvordan samfundsudviklingen gennem de seneste to-tre generationer har løsnet os fra alle bindinger til traditioner og fællesskaber for til gengæld at overlade det til os hver især at finde ud af, hvem vi er, og hvad vi skal med vores liv.

”Jens Smærup Sørensen har gennem mange år været en af Danmarks bedste forfattere til i romanform at fortælle om en udvikling frem mod et individualiseret samfund. Derfor glæder vi os meget til at få besøg af ham,” lyder det fra Thomas Winther Jensen, bibliotekar og koordinator på Ulfborg Bibliotek. 

Arrangementet er et samarbejde mellem AOF Ulfborg-Vemb, menighedsrådet i Ulfborg, Ulfborg Borgerforening og Ulfborg Bibliotek. 

Læs mere om arrangementet og køb billet på www.holstebrobibliotek.dk

Kommentarer