Iværksætterne i Holstebro har det godt
Der er gode erhvervsvilkår for iværksætteriet i Holstebro Kommune. Den femårige overlevelsesrate ligger på hele 52 %, hvilket er markant over lands- og regionsgennemsnittet.
Et spirende iværksættermiljø står højt på ønskelisten hos mange af landets kommuner. Og iværksætteriet i Holstebro spirer ikke kun – det vækster rent faktisk. Etableringsraten i Holstebro har været i vækst og er med sine 5,3 % højere end i nabokommunerne. Det viser en rapport fra Erhvervshus Midtjylland.
– Vi ved, at iværksættere er vigtige for fremtidens erhvervsliv, og derfor er vi utroligt glade for, at de gode rammevilkår skaber muligheder for nye ildsjæle og kreative erhvervsfolk, der vil være med til at bidrage til et stærkt erhvervsliv i Holstebro Kommune. Også i fremtiden, siger formand for Erhvervs- og Turismeudvalget, Torben Gudiksen.
En af de iværksættere, der har haft en god portion gå-på-mod og for nylig opstartet virksomhed, er Martin Vestergaard. Gennem 8 år drev han en minkfarm sammen med sin far, og de var godt i gang med et generationsskifte, da de pludselig stod uden mink efter nedlukning af minkerhvervet.
Fra mink til mikrobryggeri
Nu bliver en af de tomme bygninger på gården bygget om til et mikrobryggeri, hvor Martin Vestergaard og hans ven Thomas Jeppesen vil producere håndbrygget øl og gøre deres hobby til en ny levevej:
– Min kammerat foreslog, at vi skulle lave et selskab og brygge øl. Det var jeg med på, for jeg ville gerne fortsætte med at være selvstændig og arbejde på mine forældres gård fremfor at være elektriker på fuld tid, siger Martin Vestergaard.
De fik vejledning og information om udvikling af forretningen og omstillingspuljen.
Makkerparrets plan er at brygge 6-7 forskellige øl i år og gøre et stort lokale ovenpå bryggeriet klar til ølsmagning. De ser frem til at stille borde, bænke og glas fra Fyn frem til kunderne. Og at få assistance fra Martins far, som ikke er klar til pension endnu.
– Det har stor værdi for os, for vi er hurtigere i gang med noget, der forhåbentlig kan skabe et overskud, understreger Martin Vestergaard.
Femårige overlevelsesrate – markant over lands- og regionsgennemsnittet
Særligt iøjnefaldende for Holstebro Kommune er det, at den femårige overlevelsesrate ligger markant over lands- og regionsgennemsnittet. 52 % af de nye virksomheder er i live efter fem år mod 49 procent i Region Midtjylland og 46 procent i hele landet, hvilket indikerer at Holstebros iværksættere er stærke overlevere. Den høje overlevelsesrate vidner om, at Holstebro er en kommune med gode erhvervsvilkår for iværksættere.
Iværksættere er vigtige for jobskabelse og innovation. Det stærke iværksætteri i Holstebro Kommune er således også en forklaring på, hvorfor kommunen har flere vækstvirksomheder end landsgennemsnittet. Ikke alene udgør iværksætterne en stor andel af virksomhedsbestanden, de er også særdeles solide.
Det kan være afgørende for virksomheders vækst og udvikling, at de henter viden og får ideer, sparring og input udefra. Derfor opfordrer Holstebro Kommune også til, at virksomheder og iværksættere kontakter dem med spørgsmål og udfordringer, samt at man bruger mulighederne i erhvervsfremmesystemet, der også er til stede lokalt.
Fakta
Tal fra rapporten om Holstebros erhvervsudvikling viser at:
- Holstebro har en etableringsrate på 5,3 %
- Etableringsraten er vækstet med ca. 1 % i perioden 2019 til 2020
- Den femårige overlevelsesrate på 52 % er markant over det lands- og regionsgennemsnittet
- Service (heraf hotel- og restaurationsbranchen, rengøring, rådgivning mv.) udgør 47 % af alle kommunens iværksættere
- Andelen af vækstvirksomheder (virksomheder med en årlig vækst på 10 % de seneste tre år og absolut vækst på min. 3 mio. kr.) er 6,8 %
Læs hele rapporten
Kommentarer