Helt ny bæredygtig bydel i Holstebro på vej – en investering i omegnen af 2 mia. kr.
Holstebro Kommune, Færchfonden og Aksel Nørgaard Holding tager sammen ansvar og sætter retning for en bæredygtig byudvikling af det tidligere Holstebro Sygehus. Det nyetablerede Arealudviklingsselskab går i efteråret i gang med transformationen af de over 80.000 m2, der i fremtiden skal danne ramme for en helt ny og bæredygtig bydel centralt i Holstebro. Den samlede investering forventes at være omkring 2 mia. kr.
Efter mere end 100 år som sygehus skal grunden og bygningerne midt i Holstebro nu i spil til et nyt formål.
”Tanken er ikke bare at skabe en ny bydel med levet liv og masser af spændende tilbud. Men også at gøre det på nye måder med massiv vægt på bæredygtige og CO2-neutrale metoder og med inddragelse af byens borgere”, fortæller borgmester H. C. Østerby og fortsætter:
”Vi udnytter det gamle sygehus’ helt unikke placering mellem byens parkanlæg og gågaden og binder dermed byen bedre sammen. Det vil helt sikkert understøtte den positive befolkningstilgang, vi oplever, og samtidig medvirke til, at Holstebro midtby forbliver én af de 20 mest attraktive handelsbyer i Danmark.”
Parterne har i et stykke tid arbejdet sammen om at forme vilkårene og niveauet for udviklingen af området. Og i den netop indgåede aftale er der enighed om, at der skal tænkes både meget grønt og meget ambitiøst.
Formand i Færchfonden, Annemette Færch ser fondens deltagelse og medansvar for den bæredygtige byudvikling som et centralt greb for Færchfondens aktiviteter:
”Det har været afgørende for os, at udviklingen af sygehusgrunden skaber en ny type by for mennesker. Der skal være plads til det grønne og til biodiversitet. Og vi tør tænke cirkulært og bevæger os helt i front med at udvikle bygningerne med så lavt et CO2-aftryk som muligt. Udgangspunktet er, at vi ikke river bygninger ned for blot at genopføre nye. Hermed sikrer vi både, at vi bevarer en del af stedets over 100 år gamle historie, og at den allerede indlejrede CO2 bliver genanvendt.”
For at sikre, at udviklingen bliver bæredygtig, vil det nyetablerede selskab blandt andet foretage livscyklusvurderinger for at kunne vurdere byggeriets langsigtede ressourcepåvirkning. Det kan gøre en renovering dyrere på kort sigt, men både billigere og mere klimavenligt for alle i det lange løb. I 2020 afleverede Holstebro Udvikling P/S ”Byens plan” til byrådet, hvor grunden selvsagt var et centralt omdrejningspunkt. Så der har allerede været aktiv borgerdeltagelse omkring brugen af sygehusgrunden og dens fire kvarterer. Og det er i den nye aftale helt klart ambitionen at fortsætte med at inddrage borgere, brugergrupper og eksperter.
Aksel Nørgaard, der sammen med Holstebro Kommune og Færchfonden, går ind som investor:
“Jeg glæder mig til at være en del af en byudvikling, som udover at blive ambitiøst bæredygtig også kommer til at indeholde mange muligheder for nye boligformer, byggematerialer og nytænkning i at genanvende eksisterende materialer. Jeg er sikker på, at udviklingen af sygehusgrunden bliver et kæmpe aktiv for både Holstebro og for hele Nordvestjylland.”
Arealudviklingsselskabet stiftes til august i år, hvor Holstebro Kommune og Færchfonden hver ejer 45% og Aksel Nørgaard Holding 10%. De forventer, at bestyrelsen og ledelsen i selskabet kommer på plads hurtigt derefter, så selskabet kan køre på fuldt tryk med udviklingen af sygehusgrunden fra efteråret i år.
Kommentarer