Holstebro

Havneby forbereder sig på havvind og grøn energiservice

Foto: Holstebro kommune

Thorsminde har fået 550.000 kr. til et borgerprojekt, der skal gribe de muligheder, som opstår i kølvandet på byggeriet og driften af Thor Havvindmøllepark.

Med etableringen af den kommende havmøllepark 22 km stik vest for indsejlingen har havnebyen udsigt til vækst og udvikling, hvis Thorsminde bliver servicehavn for Thor Havvindmøllepark.

Derfor har Thorsminde både fået LAG-midler og støtte fra Landdistriktspuljen til at arbejde med fremtidssikring og transformation fra fiskerby til mekka for energiservice.

Thorsminde Havn har fået 150.000 kr. fra LAG Struer-Holstebro og 395.993 kr. fra Landdistriktspuljen til forsøgsprojektet “Den fremtidssikrede landsby, fra fiskeri til energi”.

Projektet går ud på at inddrage aktører og borgere i Thorsminde i udviklingen af det mulige erhvervseventyr på havnen, samtidig med at byen fastholder det lokale liv, vi kender med turisme og fiskeri.

Gevinsterne ved at blive servicehavn er mange. Ud over øget erhvervsaktivitet og job er der mulighed for at udvikle nye forretningskoncepter, lokale aktiviteter og foreningstilbud. Elementer som vil synliggøre byen med flere servicetilbud og styrke bosætningen i området.

Kort sagt – hvordan kan Thorsminde se sig selv som en bæredygtig og energisk havneby i fremtiden – og være et godt sted at leve, bo, besøge, arbejde og drive virksomhed.

På borgermøder og temamøder får borgerne mulighed for at udveksle ideer og udtænke nye samarbejder. Det kunne være at udvikle et koncept for forplejning og lejeboliger for midlertidige bosættere. Eller hvordan foreningerne kan tage imod servicehavnens periodevise ansatte i deres fritid.

Der kommer også inspiration fra andre havnebyer, som har oplevet fremdrift sammen med havvindmøllerne. Og operatørerne for Thor Havvindmøllepark har også en række behov og ønsker til lokalområdets service, som vil skabe vækst.

Et nyt kapital i fortællingen om Thorsminde

– Thorsminde og lokalområdet har historisk set været centreret om fiskerierhvervet gennem generationer, og vi har stadig nogle velfungerende fiskerbåde tilbage. Der er også en stor turismeaktivitet, specielt i sommerhalvåret. Herude har vi altid været gode til stå sammen og gribe mulighederne, når forandringens vinde blæser. Og jeg håber også, at vi er klar til at hoppe med ombord, når vindindustrien forhåbentlig kommer hertil med en del af deres aktiviteter, siger havnechef Lisette Sønderby.

Det første møde for borgerne om “Den fremtidssikrede landsby, fra fiskeri til energi” bliver efter planen til marts 2022, hvor projektet bliver præsenteret. Herefter følger en række initiativer og møder frem til marts 2023.

Både den nationale landdistriktspulje og EU-ordningen LAG administreres af Bolig- og Planstyrelsen.

Det overordnede formål med støtten til forsøgsprojekter er at fremme beskæftigelse, erhvervsudvikling, service, levevilkår, bosætning samt lokale kultur- og fritidsaktiviteter i landdistrikterne.

Kommentarer