Vinderup

Få bibliotekarernes bedste boganbefalinger i Vinderup

Foto: Holstebro bibliotek

Den 27. september kl. 19.00 byder bibliotekarerne Birthe og Jonna velkommen på Vinderup Bibliotek til en hyggelig og inspirerende bogcafe. 

Uanset, om du er til faglitteratur eller skønlitteratur i alle afskygninger, står Birthe og Jonna klar med bøger for enhver smag. De præsenterer et udpluk af forfattere, genrer og titler, som både kan være spritnye eller læseværdige ældre titler.

Der er altså rig mulighed for at få ny inspiration til læsning og få opdateret efterårets læseliste. 

”Bibliotekets hylder bugner af gode bøger uanset, hvilken genre man er til, så vi har altid et stort udvalg at vælge imellem,” lyder det fra bibliotekar Jonna Lykke Mikkelsen. ”Vi glæder os til at dele vores bedste anbefalinger af både ny og ældre litteratur,” siger hun. 

Det er gratis at deltage i bogcaféen. Ud over bibliotekarernes boganbefalinger vil der også være rig mulighed for at gå på opdagelse mellem reolerne, stille spørgsmål og udveksle læsetips med de andre deltagere over en kop kaffe.

Læs mere om arrangementet og hent gratis billet på www.holstebrobibliotek.dk

Kommentarer