Holstebro

En ambitiøs infrastruktur og et kunstprojekt i verdensklasse

Foto: Illustration af "Spiralbroen" i Holstebro udarbejdet af Jeppe Hein og Creator Projects.

Et kunstværk, en forbindelseslinje, et missing link der bygger bro, et rum til bevægelse, et udsigtstårn… Kært barn kan have mange navne. Arbejdstitlen er “Spiralbroen” og projektet er et kombineret byudviklings- og kunstprojekt.

Kunstneren bag er den verdenskendte, danske kunstner, Jeppe Hein, og skulpturen skal forbinde stationsområdet i Holstebro med Slagteriet, som både er en ny bydel og en kulturinstitution for bl.a. kunst, gadeidræt, men også for kreativ forretningsudvikling og bæredygtigt iværksætteri. 

Stærkt ønske om nye forbindelser

– Projektet afspejler byrådets ambition om dels at etablere en stærk ønsket forbindelseslinje mellem de centrale byområder; Slagteriet, Sygehuset og Nørreport og den gamle bykerne, dels at transformere traditionel kommunal infrastruktur til en særlig kunst- og kulturoplevelse, siger borgmester H.C. Østerby og tilføjer:

– På den måde får vi meget mere end blot en bro og en ny stiforbindelse; vi får også et unikt kunstværk i en særlig liga, som vil tilbyde en udendørs, inddragende og kropslig oplevelse, fortæller H.C. Østerby.

Han glæder sig over at pendlere og besøgende på én og samme tid kan bevæge sig nemmere og bedre rundt i midtbyen og få lagt et oplevelseslag på.

Indvielse i forbindelse med 750 års byjubilæum

Økonomiudvalget i det tidligere byråd har arbejdet på projektet i en længere periode. I 2024 fejrer Holstebro Kommune 750 års byjubilæum, og det er ambitionen, at broskulpturen skal indvies i den forbindelse.

– Cyklist- og gangbroskulpturen skaber sammenhæng, inviterer til ophold og overraskelser, der tiltrækker besøgende og samtidig skaber blivende hverdagsværdi for de lokale borgere. Udover at være en praktisk overflyvning for de daglige pendlere og fodgængere tilbyder skulpturen så meget mere end det, fortæller Jeppe Hein, der er skaberen bag kunstværket, som vil blive hans største til dato.

– Mit håb er at broen kan bidrage til at skabe en kollektiv følelse af nærvær og forbundethed mellem mennesker, siger Jeppe Hein.

Projektet er udviklet i samarbejde mellem Jeppe Hein og Simon Friese fra Creator Projects

Spiralbroen vil blive et markant værk i midtbyen, som både vil fylde i bybilledet, og som også vil knejse i landskabet og sikre de besøgende en uforstyrret udsigt i alle retninger ud over Holstebro. Broen vil nemlig blive tilføjet et tårn, som bliver bygget op i spiraler og som rejser sig i 22 meters højde og bliver naturligt forbundet med brodelen.

Finansieringen skal på plads 

Den samlede finansiering er endnu ikke på plads. Holstebro Kommune har en egenfinansiering til projektet på 20 mio. kr. på plads. Det samlede beløb for kunstværket forventes at løbe op i 90-100 mio. kr. 

– Hvis vi skal lykkes med at komme i mål med dette ambitiøse projekt, er vi afhængige af, at vi kan få fonde til at hjælpe os med finansieringen. Vi tror på at det er en mulig opgave, som kræver en fokuseret og strategisk indsats og et tæt samarbejde med fonde, når vi taler om et projekt af den kaliber, forklarer H.C. Østerby.

Han ser frem til det kommende arbejde med at få skabt interesse for det kombinerede byudviklingsprojekt med det unikke kunstværk hos relevante fonde.

Historisk set har Holstebro Kommune haft fokus på kunst i det offentlige rum. Alberto Giacomettis Kvinde på kærre står som symbol for den progressive kulturpolitik, som Holstebro siden 60’erne har været kendt for.

Ønsket om en bedre infrastruktur-forbindelse i Holstebros bykerne kommer bl.a. til udtryk i Byens Plan og i Kommuneplan 2021-2033.

Jeppe Hein

Jeppe Hein er født i 1974. Han er uddannet fra Kunstakademiet i København (1997) og Frankfurter Städelschule (1999). Jeppe Hein arbejder i et krydsfelt mellem maleri, skulptur, arkitektur, installation og design. Heins værker gør op med berøringsangsten i forhold til kunstværket og insisterer på dialog. Hans værker er sociale, de inviterer indenfor og opfordrer os til at undersøge og afprøve dem.

Jeppe Hein har for alvor slået sit navn fast på den internationale kunstscene med soloudstillinger på museer og institutioner verden over. Jeppe Hein bor og arbejder i Berlin.

Læs mere på www.jeppehein.net og på creatorprojects.com 

Kommuneplan 2021-2033

Strategi for mobilitet og vejnettet – “Kommuneplanen” 

Strategien for mobilitet og vejnettet er suppleret af en strategi for bløde trafikanter – stinettet – strategien tager udgangspunkt i ønsket om at få en større del af persontransporten i byen til at ske på cykel og gåben. Forudsætningen for dette er en forbedring af vilkårene for bl.a. cyklister – herunder muligheden for at komme på tværs og langs i bymidten.

Kommentarer